
I den individuelle PMTO behandling mødes terapeut og forældre almindeligvis en time en gang ugentligt. Forløbet tilrettes familiens aktuelle behov og mestringsevne og kan derfor variere i længde. De danske erfaringer viser, at den individuelle familiebehandling i gennemsnit indeholder ca. 23 sessioner.
I forløbet gennemgås en række temaer, og der trænes forskellige situationer. Dialog, rollespil og opfølgning via hjemmeopgaver er nogle af de metoder terapeuten anvender i kontakten med familien. Normalt mødes terapeut og familie i et særskilt behandlingslokale, men arbejdet kan også foregå i familiens hjem.
De fleste samtaler vil være alene med forældrene, da PMTO mener, at det er forældrenes ansvar at skabe hensigtsmæssige rammer for barnet. PMTO terapeuten vil kun undtagelsesvis have samtaler med barnet alene, men barnet vil af og til deltage i samtalerne sammen med forældrene.
Målgruppen for PMTO-gruppe er identisk med målgruppen for individuel PMTO, men der skal tages højde for, om deltagerne vil være i stand til at deltage i gruppeformatet. Gruppeforløbet afvikles almindeligvis med to PMTO-gruppeledere en gang ugentligt over ca. 12-14 gange. Der kan deltage forældre til 6-10 børn, dvs. ca. 14-18 voksne. Almindeligvis vil det være forældre, der deltager, men stedforældre, bedsteforældre eller andre vigtige voksne i netværket vil ofte også være velkomne.
De fleste steder tilbydes PMTO gruppe til forældre af børn i alderen 4 til 12 år. Forløb til familier med teenagere foregår som regel individuelt.