M
Nyttige tips

Ros og opmuntring

 

Alle børn har behov for at lære mange færdigheder, efterhånden som de vokser op. Du er som forælder dit barns vigtigste læremester. Vi ved, at når forældre opleveler, at barnet ikke samarbejder eller ofte bryder regler, kan det være vanskeligt at få øje på det, som barnet gør godt. Alligevel er det vigtigt at rette opmærksomheden mod det positive, hvis du skal kunne hjælpe dit barn.

Det vi vander, gror

Det er sådan, at jo mere opmærksomhed barnet får for dårlig opførsel, jo oftere vil barnet opføre sig på denne måde. Heldigvis er det også omvendt! Jo mere opmærksomhed eller opmuntring, du giver for god opførsel, jo mere vil barnet opføre sig sådan.

At opmuntre børn med ros opbygger barnets selvtillid og er mest vigtigt og meningsfyldt når:
  • Ros er præcis og specifik. Fx hellere “du brugte mange farver til at lave det fine billede” end “det var et fint billede“.
  • Ros er givet for ny og bedre opførsel eller færdighed. Fx “godt, at du hængte din jakke så pænt på plads” i stedet for, at man tager det for givet og ikke kommenterer det.
  • Ros er entydigt positivt og ikke efterfølges af negative kommentarer. Fx ”det var godt, at du lavede alle lektierne færdige før middag” og ikke ”det var godt, at du lavede alle lektierne færdige før middag, hvorfor gør du ikke det hver dag, ligesom din søster gør det?
  • Ros er kort og oprigtig, uden overdrivelser. Fx ”det var meget hjælpsomt af dig at rydde middagsbordet af. Tak skal du have” hellere end ”du er den bedste hjælper i verden. I morges gjorde du et super arbejde med at hente alle tallerkenerne og tage dem ud i køkkenet og sætte dem i vasken og fjerne resterne, og…
  • Ros fremføres i et sprog, som barnet forstår. Fx ”tak for, at du gjorde, som jeg bad om, og var stille, da jeg snakkede i telefon” og ikke ”jeg sætter stor pris på din omtanke og passende reaktion på mit ønske om minimal distraktion, mens jeg konverserede i telefonen.
  • Ros bliver givet med positivt kropssprog og med en venlig stemme.
Tip

Lav selv et belønningsskema. Belønningsskemaet her på siden er blot et eksempel. Du kan selv ændre trin, point, navn og selvfølgelig også skifte illustrationerne ud.